2021 er det første år, jeg afmeldte WoW siden 2014, og jeg føler mig fortabt
World of Warcraft har været mit hovedspil i årevis. Jeg opdagede først Blizzards MMO under Cataclysm i 2011, men jeg spillede ikke seriøst eller begyndte at raide før Mists of Pandaria fra 2012. Jeg holdt mig gennem den store indholdstørke i slutningen af 2014’s Warlords of Draenor, blev overbegejstret over historien igen i 2016’s Legion og formåede på en eller anden måde at forblive håbefuld om, at Sylvanas måske ikke skulle vise sig at være det røvhul, hun så ud til at være i 2018’s Battle for Azeroth.
Men 2020’s Shadowlands var den første udvidelse, som jeg ikke var særlig begejstret for. Og mindre end et år efter udgivelsen stoppede jeg helt med at spille.
(Billedkredit: Blizzard Entertainment)
Jeg havde ikke været tilfreds med WoW i et stykke tid. Som mange andre var jeg ikke begejstret for pagtsystemet, og jeg var ikke investeret i Shadowlands-historien, især Sylvanas’ rolle. Men WoW har altid haft sine op- og nedture, især når den nye udvidelsesspænding forsvinder, og du venter på, at den næste patch falder. Det var Shards of Domination-systemet, der blev introduceret med den første store opdatering, der virkelig skubbede mig til at spørge, hvorfor jeg stadig spillede. Og selvfølgelig, kort efter dette, blev Activision-Blizzards dårlige behandling af sit personale, især kvinder, blottet.
Hvis Shadowlands ikke havde været så stor en skuffelse for mig, ville det have været et svært opkald at afmelde World of Warcraft.
Hvis Shadowlands ikke havde været så stor en skuffelse for mig, ville det have været et svært opkald at afmelde World of Warcraft. Skal du melde afbud på grund af den afsky, du føler for de ansvarlige for virksomhedens arbejdspladskultur, eller blive ved med at spille og støtte ofrene og de almindelige mennesker, der arbejder på spillene? Og så er der din egen tilknytning til WoW at tage med i overvejelserne. Jeg valgte at stoppe med at spille. Og selvom retssagen bestemt ikke var hovedårsagen til den beslutning, var det i sidste ende den ting, der skubbede mig til at annullere min sub.
Min oprindelige plan var at gå tilbage til Final Fantasy 14 – jeg elsker Final Fantasy-spil, så teoretisk set er det MMO’en, jeg alligevel burde spille. Jeg havde spillet før i omkring otte måneder, da A Realm Reborn først blev udgivet, så det var ikke min første tur til Eorzea.
Jeg elsker min Viera, men hun kunne ikke holde mig til at spille. (Billedkredit: Square Enix)
På trods af at jeg så FF14’s succes stige i vejret i løbet af de sidste seks måneder, blev jeg ikke undertrykt længe. At starte med en frisk karakter virkede den bedste vej at gå, da det er år siden, jeg fik min originale Bard til niveau 50, og jeg har glemt det meste af historien. Men hele tiden, jeg jævnede min skinnende nye Viera-drage – det lykkedes mig at få hende op på niveau 45, før jeg stoppede – kunne jeg bare ikke samle megen entusiasme for at spille. Jeg havde det sjoveste med at klæde hende ud i forskellige glamourer, men selv det holdt ikke min interesse længe.
Jeg kunne simpelthen ikke få entusiasmen til at spille.
Jeg dykkede ned i Guild Wars 2 ikke længe efter det, mest fordi Phil og Fraser ofte taler om det, og det er ikke en MMO, jeg nogensinde har fået lov til at spille. Men selvom jeg nød det lidt, var der heller ikke noget der begejstrede mig. Jeg havde et vist håb om, at New World kunne være spillet til at erstatte WoW også i et stykke tid, men det føltes bare som et slag lige fra starten.
Jeg har brugt det meste af sidste halvdel af 2021 på at drive fra et spil til et andet. Der er gået fire måneder nu, og jeg begynder at tænke på, at jeg leder efter et spil, der ikke eksisterer. Måske kan jeg ikke få den oprindelige MMO-spænding tilbage, fordi de fleste MMO’er i bund og grund er de samme, når du kommer helt i mål. Men de er også forskellige nok fra hinanden, til at tanken om at skulle lære alle systemerne i en ny MMO føles mere end lidt overvældende lige nu.
En af mine ældste karakterer, der hænger ud i Orgrimmar. (Billedkredit: Blizzard)
Måske leder jeg det forkerte sted. Jeg havde det meget sjovt med at afspille Final Fantasy 12 for nylig. Og sjovt nok fik jeg det MMO-niveau af spænding tidligere i år – men det kom fra Iron Gates overlevelsesspil, Valheim. Jeg har ikke været så begejstret for at hoppe tilbage i et spil i årevis, og det overskyggede endda WoW i februar og marts til det punkt, hvor jeg kun loggede ind to gange om ugen for raids.
Måske leder jeg det forkerte sted.
Det føles mærkeligt ikke at logge på WoW hver dag, da det har været en del af min daglige rutine i årevis. Det har set mig igennem nogle ret store livsændringer, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker i de forskellige guilds, jeg har været en del af.
Hvis jeg nogensinde vender tilbage til WoW – og tro mig, det er fristende – tvivler jeg på, at jeg vender tilbage til at raide. Måske vil jeg springe tilbage for at afslutte min Steamweedle Cartel-repræsentant til ophøjet og endelig få den sindssyge præstation. Eller tag til Storm Peaks for seriøst at begynde at campere det tidstabte proto-drake-beslag, som jeg har tænkt mig at gøre i årevis.
(Billedkredit: Blizzard)
Indtil videre vil jeg se med misundelse, da stort set alle, jeg kender, spiller og nyder FF14. Jeg ved, at køerne til Endwalker har været dårlige, men jeg ville ærligt talt elske at kunne sidde i en kø til et spil, som jeg ikke kan vente med at spille. Jeg savner spændingen ved at glæde mig til at blive færdig med arbejdet eller få lavet gøremål tidligt, så jeg kan tilbringe resten af dagen (og natten) fortabt i en anden verden.
Måske er jeg bare ikke klar til endnu et MMO. WoW var så stor en del af mit liv i så lang tid, at jeg ikke er sikker på, at jeg har fået det i mig at bruge den slags tid på noget andet endnu.
