Oplev kultscenen i Operahuset fra Final Fantasy VI!

Final Fantasy VI: Reminiscens på operascenen

Når du tænker tilbage på Final Fantasy VI, hvad er det første du tænker på? Det er muligt, at dit svar er Kefkas ikoniske maniske grin, eller en sidste bosskamp, ​​der får dig til at danse skør, eller at finde venner i en ødelagt verden. Men et eller andet sted i denne blanding – og for mange, nok frem for alt – er Operahusets majestætiske, men sjove scene.

På overfladen er det mærkeligt, at Operahuset for mange fans er den mest ærede del af den notorisk melankolske Final Fantasy VI. Den musikalske optræden er en enkel ramme for et historieapparat, der gør det muligt for vores gruppe at få fat i et luftskib, mens forholdet mellem Celes og Locke fremhæves; der er ingen særlig plotrelevans for denne store operaforestilling.

Årsagerne til denne ærbødighed er talrige. Først og fremmest skinner Final Fantasys forfatterskab mest, når det fokuserer på intime øjeblikke mellem karakterer, noget Operahuset leverer mere effektivt end mange af Final Fantasy VI’s mere seriøse scener. På samme måde er letsindighed dramaturgiens sjæl, og sekvensen giver pusterum nok til, at publikum kan lære at elske verden og karaktererne, før de ødelægger alt med et brutalt slag mod maven.

Der er også et øjeblik af virtuositet for Nobuo Uematsu, hvor han viser mangfoldigheden af ​​sine kompositoriske talenter. Men der er én grund, der er stærkere end alle andre, hvorfor Operaen skinner: den har vist kraften i interaktiv historiefortælling.

Operaens interaktive historie

Sammenfattende er operascenen en cutscene, der kan afspilles. Dette virker måske ikke så imponerende i den moderne æra, hvor de seneste Final Fantasy-indslag konkurrerer med blockbuster-scener. Det var dog en åbenbaring for publikum i 1994, for hvem ‘spektakelscene’ endnu ikke var en del af deres gaming-vokabular. Så det giver mening, at Final Fantasy VI præsenterer sin interaktive scene som et skuespil, der hjælper spillere med at kontekstualisere deres rollespilspligter gennem prisme af et rigtigt show.

For de uindviede eller dem, der har brug for en genopfriskning, her er situationen: Spillets plot kræver, at Celes, en ridder, der bruger magi, spiller rollen som Maria i en opera for at tillade ejeren af ​​luftskibet at ‘fjerne den forkerte person. Du har til opgave at fremføre Marias arie med kun sangerens åbningsnummer, Draco (som fungerer som en tutorial), og et hurtigt kig på manuskriptet til at guide dig.

Denne handling involverer at vælge den korrekte tekst, som Celes skal synge, flytte hende i rytme med Draco for at simulere en dans, samle de roser op, han efterlader, og gå op til den øverste balkon for at kaste roserne ind i månens lys. Det er meget at tage ind, men at trække forestillingen ud resulterer i en glædelig synkronisering mellem den scriptede sekvens og spillerkontrol, hvilket giver illusionen af ​​agency og dermed uddyber personlige forbindelser til spillet.

Dilemmaet med at genskabe i HD-2D

Hvis dit kendskab til Final Fantasy VI kommer fra dens Pixel Remaster, kan det hele virke som et langt ude gætværk eller simpelthen unøjagtigt. Årsagen til dette er HD-2D-motoren, der bruges til at genskabe Marias arie. Dette gav mulighed for visuelle forbedringer såsom ændring af kameravinkler og gengivne lyseffekter, hvilket gav en mere filmisk præsentation til nutidens publikum.

Dette kommer dog på bekostning af dets interaktive rødder. Mens spilleren stadig vælger Celes’ linjer, er alt fra at danse med Draco til at klatre på balkontrappen blevet reduceret til et enkelt tryk på ‘A’-knappen. Disse kontekstuelle signaler giver scenen en følelse, der er tættere på de berømte hurtige begivenheder i mange spil i konsolgenerationerne, der følger.

Denne ændring er sandsynligvis fordi HD-2D-genskabelsen ikke var kodet for at tillade spillerkontrol over karaktererne; operaens manuskript indebærer altid, at du selv skal udføre handlingerne, hvilket forstærker teorien om, at denne indrømmelse var en nødvendighed. Uanset hvad er resultatet en genindspilning af scenen, der ikke fuldt ud fanger originalens præstationer.

Kilde: www.nintendolife.com