Golf Club Wasteland lader dig spille golf i ruinerne af en klimaapokalypse

Igor Simić har altid bevaret en forkærlighed for mørke kommentarer til verden omkring ham. Et af hans tidligste spil, kaldet Children’s Play, bad spilleren om at drive en fabrik bemandet af børn og forhindre dem i at falde i søvn på samlebåndet, mens en muteret bamse udstødte kritik af sweatshops.

Det var mens han indspillede musik til Child’s Play, at han mødte sin fremtidige samarbejdspartner på Golf Club Wasteland, Shane Berry. I studiepauserummet hørte Simić Berrys stemme for første gang, og kastede ham straks som den rædselsvækkende bamse.

Derfra indledte de to et arbejdsforhold, der strakte sig over adskillige videoer og kortfilm, med Golf Club Wasteland i sidste ende deres første kommercielle forsøg på et spil. De og deres kollegaer havde alle dagjob i begyndelsen, så de begyndte at brainstorme noget, de nemt kunne lave om aftenen efter arbejde.

“Jeg kan huske, at et par af os så tv og [Donald] Trump blev mere sandsynligt en levedygtig [presidential] kandidat, og det var ved at blive en realitet,” siger Simić. “Og også, Elon Musk var på den anden side mere i tidsånden, ikke kun som iværksætter, men som offentlig person. Og også, Bernie [Sanders] talte om de 1 %, og på en eller anden måde faldt alt det sammen i mit hoved, og jeg indså: ‘Hvis Jorden gennemgår en massiv klimaforandringskatastrofe, set fra en person som Trump, der er en ejendomsmægler på golfbaner, er det en ren tavle, for så kan hele Jorden være en golfbane.'”

Deres vision forenede sig yderligere i 2017, da et viralt billede af golfspillere, der afsluttede deres spil, mens en skovbrand i Oregon flammede bag dem, nåede runderne.

Fra Beacon Rock Hill Golf Course på Facebook

Idéen til et golfspil hang også sammen med deres behov for et mindre komplekst projekt. Simić fortæller mig, at holdet aldrig havde til formål at skabe et realistisk golfspil med Golf Club Wasteland. Hans udviklingsprøvesten var simple: minimalistisk golftitel Desert Golfing, Worms og et MS-DOS-spil kaldet Gorillas, hvor spilleren skriver i en vinkel og kraft for at kaste bananer efter en anden gorilla på tværs af en by.

Det færdige produkt, Golf Club Wasteland, er en dejlig, uhyggelig oplevelse. Det foregår i post-apokalypsen, hvor næsten alt menneskeliv er blevet udslettet. Jorden bruges nu udelukkende som golfbane for de ultrarige, der flygtede til Mars under katastrofen, der ødelagde deres hjem. Dens visuals er minimalistisk, men slående, og byder på kurser, der er plottet gennem nedbrudt brutalistisk arkitektur med truende neonskilte, strejfende dyreliv som kuglesparkende køer og en tårnhøj giraf og tomme bygninger. Det er et ensomt spil, der handler mere om den lette puslespil, der er involveret i at sænke et skud trods al ødelæggelsen, end det handler om en høj score, selvom du kan spille for at afslutte med så få slag som muligt, hvis du vil.

At score godt låser op for journalposter, der giver indsigt i historien og verdenen af ​​Golf Club Wasteland, men selvom du mangler de fleste af dine billeder, kan du helt fint opfange stemningen fra musikken. Golf Club Wasteland er indstillet på sit eget radioprogram kaldet Radio Nostalgia From Mars – en blanding af historier, call-ins, sikkerhedsmeddelelser til offentlig tjeneste og afslappende musik, der understreger Jordens øde, mens du golfer. Dissonansen mellem dens afslappende melodier, de mærkelige regeringsadvarsler og de melankolske historier, som deles af verdens indbyggere, er ikke bare den perfekte baggrund for helvedesgolf – de er en integreret del af forståelsen af ​​den verden, du spiller golf i.

Berry hentede Radio Nostalgia fra Mars fra sine egne oplevelser inden for lyd, lige fra at være i et death metal-band i en alder af 12 til DJing, en karriere i den japanske undergrunds-technoscene og kommercielt lydarbejde. Men det mest passende til Golf Club Wastelands resultater var hans arbejde med kabelradio i Tokyo – at producere radioprogrammer, der blev leveret til caféer og dagligvarebutikker til et par millioner lyttere.

“Vi skulle ikke kun producere al musikken [for Golf Club Wasteland], vi var også nødt til at komme med en historie, dybest set, inden for radioprogrammet, verden af, hvad der sker på Mars,” siger Berry. “Forudsætningen er så absurd, at vi meget hurtigt fandt på, at hvis vi lavede radioprogrammet tungt satirisk eller udlånt til en Terry Pratchett eller Douglas Adams slags vinkel, det egnede sig ikke til patosen og spillets virkelighed, på trods af dens slags skøre præmis. Det blev ret interessant at udforske plausibiliteten af ​​den verden og virkeligheden af ​​vanviddet ved at tage til Mars.”

Et tilfældigt møde på en kunstudstilling i Frankfurt hjalp yderligere Berry og Simićs ønske om at jorde Golf Club Wastelands absurdisme i virkeligheden. Der mødte de en kvinde ved navn Janet Biggs, som havde arbejdet som en del af Mars Desert Research Station i Utah, hvor forskere simulerer, hvordan det kan være at leve på Mars. De tilbragte en aften med Biggs og lyttede til hende fortælle historier om hendes daglige liv i habitatet.

“Det var på det møde, at jeg indså, at virkeligheden var absurd nok,” siger Berry. “Vi behøvede ikke at gøre andet end blot at beskrive, hvad det virkelig ville ønske at være på Mars, og det ville være sjovt og humoristisk i sig selv og give en slags plausibilitet til spillet. Så der var en balance mellem dette humoren i skiltene og bygningen skæmmet af denne plausibilitet af radioprogrammet, der er en slags selvrefererende og lidt respektløs, men som også hælder mere mod realisme, end det er mod absurditeten i den underliggende præmis.”

Som du sikkert kan se, viger Golf Club Wasteland ikke tilbage fra politiske temaer og kommentarer, og omfavner dem faktisk eksplicit. Simić siger, at de ønskede at bevæge sig langt væk fra alt, der kunne komme til at være prædikende, og beskrev Golf Club Wasteland som “anti-eskapistisk underholdning” – det relaterer sig til det virkelige liv, og klimaændringer behandles som et faktum, for eksempel. Berry tilføjer, at de også ønskede at være meget eksplicitte omkring ideen om, at det ikke er en nem mulighed for menneskeheden at flytte til Mars for at undslippe virkeligheden.

“Vi kan næsten ikke leve under vandet, og vi kan næsten ikke leve i en ørken i et par uger uden store problemer, og mange af de problemer stammer fra, at vi er mennesker og følelsesmæssige skabninger…Det bliver ikke ret bevægende at Mars,” siger han.

Simić tilføjer: “Måske en ting, som folk kunne tage væk som et punkt eller et budskab eller noget af den slags, er i historierne i Radio Nostalgia from Mars soundtracket, historierne er for det meste bare almindelige mennesker af forskellige nationaliteter, der skrev sammen med mig et minde fra deres tidligere liv på Jorden, siden de fortæller fra Mars. Og i virkeligheden er disse minder om simple ting, som en tur i parken, cykle i dit nabolag, drikke kaffe, synge, danse med venner i Havana , i Italien, i Berlin og så videre. Så det er ting, vi har nu, men radioen og spillet forsøger at få dig til at tænke på ting, du har nu, som om du havde mistet dem for altid. Det er en følelsesmæssig slags budskab.”

Golf Club Wasteland var næsten et hårdt salg for mig i betragtning af den grundige mætning af mit daglige liv i alarmerende nyhedsoverskrifter om en mørk fremtid. Jeg vil ikke foregive, at der er noget beroligende ved tanken om nogen form for apokalypse, især en, der uundgåeligt ledes af 1 %. Men Golf Club Wastelands skildring havde en dragende ro over sig, som virkede for mig netop på grund af, hvor i modstrid den var med dens emne. Hvis de rige spiller golf på vores ruiner, vil det være præcis sådan – fredfyldt, ugeneret og skødesløst, da en bold ruller gennem en knækket parabol, glider ned ad en forvirret girafs hals og lander med et blødt dusk på den ødelagte overflade, vi plejede at leve videre.

Rebekah Valentine er nyhedsreporter for IGN. Du kan finde hende på Twitter @duckvalentine.