Efter 25 år vil Pokémon Legends: Arceus være mit første Pokémon-spil

Soapbox-artikler giver vores team en chance for at dele nogle personlige perspektiver; i dag er det Tom Whiteheads tur til at afgive en tilståelse.

Vi har alle vores skjulte skam og spilhuller, og det er tid til at dele en af ​​mine. På trods af at jeg har skrevet ord om Nintendo i næsten 8 år, har jeg altid undviget en af ​​de største franchises på dets systemer – uden tvivl det største. Jeg har aldrig spillet et Pokémon-spil.

Det er det nu ikke fuldt ud højre, da jeg kort har spillet et par af de gratis-to-play-spin-offs, primært de små puslespil i 3DS-æraen. Jeg vil ikke sige, at de forbedrede mit kendskab til serien som sådan. Jeg er ikke helt uvidende om Pokémon, faktisk har jeg skrevet en række nyhedsartikler om emnet, når det har været nødvendigt. Ved hver lejlighed har jeg i høj grad stolet på andres viden og lavet lidt research, eller jeg har simpelthen delt en trailer og sagt “åh se, der er Pokémons i den”. Når andre i teamet er i nærheden, lader jeg dem normalt gøre et langt bedre stykke arbejde med dækning af franchisen.

Når det kommer til gigamaxing og doodlyballs og EX-niveauer eller hvad som helst, så stirrer jeg bare over og beslutter, at det er for meget at ‘komme ind på’.

Jeg har været fristet til at dykke ned et par gange, men det føles som om, at indsatsen er steget med hver udgivelse, og hver generation har tilføjet flere Pokémon- og gameplay-idéer. Når det kommer til gigamaxing og doodlyballs og EX-niveauer eller hvad som helst, så stirrer jeg bare over og beslutter, at det er for meget at ‘komme ind på’. Teknisk set burde jeg have sprunget ind med Let’s Go-spillene som nybegynder, men med dem blev jeg afskrækket af motion-gimmickerne, og ironisk nok så de lidt ud. også enkel.

Udefra kan det virke næsten uigennemtrængeligt at kigge ind i Pokémon, hvilket også er en kilde til fælles angst mellem udviklere og fans. Fans synes ofte at ville have mere eller nogle gange mindre af ny ting, og udviklere forsøger at imødekomme en enorm og passioneret fanbase, mens de også stræber efter at lokke nytilkomne ind.

Hvilket bringer os til Pokémon Legends: Arceus, som jeg planlægger at købe. Jeg har en Nintendo Switch Online-spilkupon til side, og det hele, jeg tager springet. Ikke desto mindre, og på trods af at spillet er så tæt på, er jeg stadig ret usikker på, hvad det er, jeg går ind til; Pokémon Company og Nintendo har haft en lidt forvirret og langsom opbygning, sandsynligvis ikke hjulpet af det faktum, at de skubbede Brilliant Diamond og Shining Pearl for kun et par måneder siden.

På trods af disse forbehold føles det dog som et godt springpunkt for en 30-årig, der før nu har været for doven til at ‘forpligte sig’ til serien. Det er den ultimative prequel, for én ting, at gå tilbage til tider før alle ting og sager af hovedspillene. Jeg kan også godt lide verdens udseende, da det virker som en charmerende måde at præsentere mig selv for de lommemonstre, der er så ikoniske for titusinder af millioner af fans.

Med hensyn til bekymringer, ud over ‘hvad er gameplay-løkken’-forvirringen, er jeg lidt usikker på kampen. Det ser ud til at have kampe, som jeg er interesseret i at prøve, men også action-kampe, hvor man hovedsageligt kaster Pokéball-ting og undviger rundt. Den seneste oversigtstrailer (kun på japansk i skrivende stund) viser karakteren, der kæmper mod et boss(?)-monster ved primært at smide små brune poser efter den. Det ser lidt groft ud for mig, men stadig acceptabelt.

Generelt hælder jeg til at være spændt på spillet. Jeg vil nyde serien, og måske bruge Arceus som udgangspunkt, før jeg går tilbage til nogle af hovedseriens spil. IP er sådan et kulturelt fænomen, at jeg ikke vil fortsætte med at gå glip af.

Jeg håber bare, at Pokémon Legends: Arceus har magien til at gøre mig til en Pokémon-fan – kun tiden vil vise.